Fiskefilet.dk

Den første rigtige hjemmeside jeg lavede

www.fiskefilet.dk

I 2012 gik jeg på handelsskole og jeg valgte i 3.g valgfaget informationsteknologi. Her blev jeg introduceret for bl.a. Javaprogrammering samt webudvikling, HTML, CSS og andre spændende teknologier.

En af vores opgaver var at lave en hjemmeside. Jeg kan huske, at klassen fik nøje undervisning i og besked på at lave hjemmesiden i open source WYSIWYG HTML editoren, KompoZer.

Jeg var meget betaget af faget informationsteknologi, så jeg besluttede at gøre mig umage med opgaven. Da det var op til jul og julefrokosttid, tænkte jeg, at verden havde brug for en hjemmeside om at lave fiskefileter. Det blev så til fiskefilet.dk, og som den eneste i klassen købte jeg et domæne og lagde min skoleopgave online.

Jeg fik i øvrigt karakteren 10 i informationsteknologi.

Senere hen har jeg omlagt fiskefilet.dk til en WordPress-hjemmeside, men indholdet og opskrifterne er de samme som i 2012! Hjemmesiden har haft mere end 70.000 besøgende og der er den dag i dag stadig folk der følger mine opskrifter.